Afhandlingen undersøger martyrdramaet som litterær genre i det 16. og 17. århundredes europæiske teater. Den argumenterer for, at hundredvis af dramatiske værker på tværs af kontinentet overtog centrale formelementer såsom plot og karakterer fra kristen martyrlitteratur. Disse bearbejdninger af kristne martyrhistorier resulterede i en ny dramatisk form, der skildrede menneskelivet som et konfliktfyldt skuespil af jordisk lidelse og overjordisk tro. Afhandlingen viser, hvordan martyrdramaet antog forskellige skikkelser i forskellige teatertraditioner bl.a. med et appendiks, der katalogiserer 234 værker i genren fra perioden 15-1700. Den giver tekstnære analyser af en mindre gruppe værker fra spansk, fransk og tysk teater i perioden 1600-1650, hvor anerkendte forfattere som Lope de Vega, Pedro Calderón de la Barca, Pierre Corneille, Jean Rotrou og Andreas Gryphius dramatiserede martyrhistorier. Disse læsninger kaster lys over den kristne hagiografis betydelige indflydelse på europæisk teater i perioden; hvordan dramatikere fra forskellige konfessioner og nationale traditioner brugte martyr- og forfølgerkarakterer samt faste scener såsom fængslet, forhøret og henrettelsen. For at forstå hvordan martyrdramaerne blev modtaget af samtidige læsere og teaterpublikummer, undersøger afhandlingen også de omfattende diskussioner af teatrets legitimitet og dets brug af religiøse emner i perioden. Mens nogle kritikere forsvarede martyrdramaerne som kunstneriske behandlinger af religiøs sandhed, afviste andre dem som profaneringer af det hellige. Disse diskussioner af de tidlig moderne martyrdramaer viser, hvordan det europæiske teater udviklede sig som en sekulær institution i perioden i løbende forhandling med kirken, og at almindelige sekulariseringsnarrativer dårligt begriber, hvordan repræsentanter for begge institutioner tog del i denne proces.