Franz Kafkas forfatterskab blev berømt i årene efter Anden Verdenskrig, i skyggen af det korte 20. århundredes totalitarisme og atomtrussel, og i dette intellektuelle klima lå det lige for at fortolke hans litterære værker som en skildring af en skæbneagtig verden som det ikke står i menneskenes magt at forandre. Den meget velkendte forestilling om "det kafkaske" rummer en politisk ontologi, et grundlæggende billede af tingenes orden, der trækker en skarp grænse mellem det magtesløse enkeltmenneske og de meningsløse skæbnemagter.
I Stormløb mod grænsen forsøger jeg at redde Kafka ud af den kolde krigs skygge ved at insistere på at det politiske spiller en afgørende rolle – ikke bare for værkernes indhold, men også for værkernes form. Kafkas litterære værker er ikke "kafkaske" i dette ords gængse betydning.
Kafka forsøgte i en berømt dagbogsoptegnelse fra januar 1922, to år før sin død, at opsummere hele sit forfatterskab med en enkelt sætning: "Hele denne litteratur er stormløb mod grænsen." Med udgangspunkt i denne hermetiske sætning undersøger jeg henholdsvis hvad Kafkas litterære værker handler om, hvad de er, og hvad de gør. Eller formuleret med Kafkas egen metafor: for det første hvilken grænse værkerne løber stormløb mod, for det andet hvordan de løber stormløb, og for det tredje og sidste hvordan Kafka forestiller sig at litteraturens stormløb kan påvirke den samfundsmæssige virkelighed uden for litteraturen.