I Om sort poetik og afvisningen af kategorisk distinktion i multimodal musikvideoanalyse argumenterer jeg for at delelementer i en række kanoniske musikvideoanalysemodeller er baseret på logikker der reproducerer hvidhed forstået som ”a capacity for possession as the grounds for identity” (Crawley 2017: 6). Jeg ønsker at introducere elementer fra sort feministisk og Black radical teori til multimodal musikvideoanalyse-ordforrådet. Hovedproblemet med de analysemodeller jeg kritiserer er den implicitte og eksplicitte brug af hvad Ashon T. Crawley kalder kategorisk distinktion [categorical distinction], som beskriver en måde at organisere og hierakisere viden efter strengt adskillelse af koncepter og entiteter. Når analysemodeller som baserer sig på kategorisk distinktion bliver anvendt på hvad Allessandra Raengo og Lauren Cramer kalder ”Music video as Black Art”, resulterer det i en dekontekstualisering hvor multimodal æstetik bliver adskilt fra de sorte kulturelle praksisser – de underlæggende logikker og grammatikker – som ellers i flere tilfælde ligger til grund for selvsamme multimodale æstetik. Jeg identificerer følgende omdrejningspunkter i kanoniske tilgange til multimodal musikvideoanalyse: ontologiske antagelser om hvad lyd, billede og tekst er eller ikke er, antagelser om at lyd, billede og tekst nødvendigvis er adskilte elementer og at positionere det repræsentative og det non-repræsentative som binære modsætninger. Gennem afhandlingens tre kapitler integrerer jeg tanker og vokabular fra sorte feministiske of Black radical tænkere som Christina Sharpe, Hortense Spillers og Fred Moten ind i analysemodeller for multimodal musikvideoanalyse. Jeg konkluderer at så længe man tilsigter en ”bred” eller ”neutral” terminologi i multimodal musikvideoanalyse, vil man kun forstærke den implicitte udelukkelse af minoritiseredes perspektiver. I stedet bør man anse minoritiserede og/eller lokale perspektiver som et frugtbart fundament hvorfra man kan bygge multimodale musikvideoanalysemodeller.