Afhandlingen sætter Degas’ arbejde med det fysiske kunstværk i centrum, og undersøger og afdækker sammenhænge i Degas’ produktion, praksis og værk på tværs af motiver, materialer og tid. Med udgangspunkt i en kombination af teknisk radikalitet og insisteren på den tillærte tradition formår Degas at skabe sig en praksis og et kunstnerisk udtryk,der er uforudsigeligt og idiosynkratisk. Tilsammen viser analyserne, at der i Degas’ kunst eksisterer en særlig form for teknisk-formel synergi. Den væsentligste form for synergi er den, der finder sted i atelieret, hvor Degas’ kunstneriske praksis føder direkte ind i værkernes færdige udtryk på tværs af teknikker som pastel, olie, grafik, tegning, og voks.