Afhandlingen afsøger migrationens følelsespolitik i Danmark ved at finde eksempler på udtryk for postmigrantisk hjemve i nyere dansk film, lyrik, podcast og politik. Kulturanalysen tager afsæt i en forståelse af følelser som sociale fænomener. Med udgangspunkt i en idé om det nationale hjem peger analysen på, at hjemve indebærer lede såvel som længsel. Hjemveen opstår ikke som en konsekvens af fysisk afstand fra hjemmet, men som følge af tilværelsen i hjemmet: Hvordan og hvorfor oplever man hjemve derhjemme?
Analysen af kunst og kultur stiller skarpt på, hvordan racialiserede og migrantiserede samfundsborgere, der er født og opvokset i Danmark, oplever hjemve i det danske samfund. Afhandlingen præsenterer dels en undersøgelse af hjemve som migrationens affektive arv – en arv, der transmitteres på tværs af familieenhedens generationer, dels en analyse af følelser af uhjemlighed, der opstår i det offentlige rum. Postmigrantisk hjemve indebærer således både et generationelt omsorgsarbejde og en samfundskritik – fremstillingerne af uhjemliggørende racialisering vækker modstand, men producerer også udkast til andre måder at høre til i Danmark og i verden på. Afhandlingens politiske analyse foretager nedslag i dansk bolig- og sikkerhedspolitik (Parallelsamfundsloven og Tryghedspakken). Undersøgelsen indikerer, at postmigrantisk hjemve her kommer til udtryk som nationalistiske længsler mod en fortid og en fremtid med mindre migration til Danmark. Denne hjemve fremstiller migration som en historisk undtagelse og den ‘ikke-vestlige’ indvandrer som en national problemfigur, der trues med affektiv udsmidning fra nationens fællesskab. Effektueringen af den affektive udsmidning kommer klarest til udtryk i den politiske håndtering af minoritetsetniske beboere fra almene boligområder.
Ved at kombinere affektteori og postmigrationsstudier præsenterer afhandlingen postmigrantisk hjemve som en kulturanalytisk begrebsramme, der kan afdække samfundets diskursive besættelse af migration. Foruden at formulere et følelsespolitisk begrebsapparat bidrager afhandlingen til en forståelse af Danmark som et postmigrantisk samfund, hvori migrationens affekter er i intenst omløb. Afhandlingen er delt op i to dele: Del I udlægger hjemveens europæiske kulturhistorie og fremhæver konceptuelle begrænsninger for den nutidige kulturforskning. Del II udfolder en treleddet analyse af postmigrantisk hjemve som migrationens affektive arv (i familien), følelser af uhjemlighed (i offentligheden) og affektiv udsmidning (i politik).