Radioformidling er mundtlig. Men det betyder ikke at radioen udspringer af en mundtlig tradition. Derimod er der tale om en medie-mundtlighed eller en ”secondary orality”, hvis vi bruger den amerikanske litteraturprofessor og præst Walther Ongs definition fra 1982. Ong inddeler samfund i mundtlige- og skriftlige kulturer. Den skriftlige tradition udvikles på baggrund af den mundtlige, men flytter sig også fra den. Ved at inddele samfund i de to overordnede grupperinger, dannes en særlig forståelsesoptik af de respektive samfundstypers tankemønstre. Tesen er, at skriftsproget danner ramme for selvrefleksion og en særlig grad af kritisk tænkning. Samtidig er man ikke afhængig af den kollektive hukommelse, men kan ”slå tilbage i tiden”. I det mundtlige samfund er den kollektive hukommelse og erfaring baseret på fortællinger blandt dem, der er levende. Man kan ikke slå tilbage i tiden på anden måde end gennem fortællingerne. I denne type samfund er den auditive hukommelse særlig trænet og selve ordforrådet er markant mindre. Gentagelser og mundtlige ”formler” som er overleveret i f.eks. de nedskrevne folkeeventyr er rester herfra. Med en ”secondary orality” peger Ong på, at man gennem mundtlige medier, som f.eks. radio, har et ideal om mundtlig spontanitet. Derfor reflekterer og bearbejder man stoffet så det kommer til at virke spontant. Imidlertid ser Ong ikke på de enkelte genre indenfor radioen, når han beskriver rammerne for ”secondary orality”. Det klassiske radioforedrag er f.eks. ganske langt fra idealet om spontanitet, men kopiere i stedet andre genre udenfor radioen – f.eks. universitetsforelæsningen. Med dette seminar ønsker vi at undersøge og præcisere, hvad vi kan forstå ved en ”secondary orality” med fokus på radioen og forholdet mellem medie og genre.