Artiklen bidrager til diskussionen om Carl Nielsens forhold til vitalismen, der var en udbredt strømning i europæisk kulturliv i begyndelsen af det 20. århundrede. Det er anerkendt, at Carl Nielsen i en række tekster ytrer sig inden for en vitalistisk diskurs, tydeligst i forhold til sin fjerde symfoni, Det uudslukkelige. Formålet med artiklen er en specifi k og analytisk underbygget diskussion af vitalisme i Carl Nielsens musik, der forholder sig til, om og hvordan træk i musikken svarer til forestillinger om vitalisme. Her inddrages Helios-ouverturen (1903) og Nielsens tredje, fjerde og femte symfoni. Afslutningsvis diskuteres, hvordan Nielsens essaysamling Musik er Liv (1925) kan læses som et vitalitisk programskrift og hvordan Nielsens position i dansk musikliv gjorde det muligt at videreføre vitalistiske musikæstetiske positioner på trods af det legitimitetstab, den europæiske vitalisme oplevede som følge af fascismens brug af den.