Afhandlingen belyser det komplekse samspil mellem de kulturpolitiske, forvaltningsmæssige og kunstfaglige aspekter af den danske udsmykningsordning og deres gensidige indvirkning på hinanden siden etableringen af Statens Kunstfond i 1956 og Kunstcirkulæret i 1983. Afhandlingen undersøger relationen mellem officielle målsætninger, procedurer og definitioner og uofficielle idealer og praksisser. Afdækningen af hvilke værdier, praksisser og kunstbegreber, der historisk har formet og aktuelt dominerer 1,5%-ordningen, baserer sig således på et bredt kildemateriale fra love, vejledninger og evalueringer over interviews og case studies til kunstfaglige tekster og udførte værker, og er struktureret i tre hovedafsnit: Første afsnit kortlægger og analyserer Kunstcirkulærets ordlyd, historie og aktuelle forvaltningspraksis og konkluderer bl.a., at cirkulæret i dag befinder sig i et uafklaret spændingsfelt mellem udsmykningsordningens oprindelige velfærdsstatslige intentioner og aktuelle konkurrencestatsrationaler. Samtidig stiller afsnittet spørgsmålstegn ved den samfundsmæssige legitimitet af den nuværende decentrale forvaltningsstruktur, der, med Bygningsstyrelsen, Forsvaret og Statens Kunstfond som hovedaktører, trods visse fortrin overordnet fører til manglende transparens og uens betingelser. Andet afsnit underlægger cirkulærets kontinuerligt anfægtede kernebegreb ”kunstnerisk udsmykning” en lingvistisk diskursanalyse, der påviser dels én fremherskende lingvistisk ”integrations”-diskurs på Kunstcirkulærets område i øjeblikket, dels et afgørende diskursivt skred i 1990’erne, hvor ”udsmykning” fra at have udgjort en bred betegnelse for kunst uden for gallerirummet og i krydsfeltet mellem billedkunst og arkitektur gradvist reduceres diskursivt til at betegne et randområde af feltet ”kunst i det offentlige rum”. Endelig analyseres de senest realiserede Kunstcirkulæreværker i tredje afsnit som konkrete diskursive artikulationer, og det konkluderes, at de, qua deres specifikke indhold og udtryk, positionerer sig inden for det 20. århundredes modernistiske kunsthistoriske paradigme og uden for den fremherskende teoretiske diskurs om kunst i offentlige rum, der baserer sig på forestillingen om radikalt demokrati. Med diskursteori som analysestrategisk tilgang demonstrerer afhandlingen, hvordan udsmykningerne under Kunstcirkulæret er resultatet af gradvise processer, hvorigennem bestemte værdier og praksisser reproduceres og ”naturaliseres”, mens andre ekskluderes.