Den menneskeskabte globale opvarmning er ikke bare en kemisk proces i atmosfæren, som klimavidenskaben kan indsamle data om. Der er også tale om et fænomen, som ”lever et liv” i forskellige kulturer, hvor betydningen af dette fænomen ikke kun bearbejdes kognitivt, men også formes via bl.a. fiktive repræsentationer. Af samme årsag kan kulturvidenskaben ved at undersøge forskellige materialer, hvori dette fænomen fremstilles, være med til at afdække, hvordan dette fænomen forestilles i bestemte kulturer. I min ph.d.-afhandling tager jeg hul på denne opgave ved at spørge: Hvilke dominerende forestillinger om global opvarmning kommer til syne i den vestlige fiktion? Jeg søger svaret på dette spørgsmål i et større antal (primært litterære) fiktioner frembragt inden for den vestlige kulturkreds i årene mellem 1977 og nu. Disse fiktioner giver mig desuden anledning til at fremsætte endnu et spørgsmål: Hvad betyder den globale opvarmning for menneskets måde at være i verden på i den vestlige fiktion? Selvom fiktionerne ikke kan læses eller ses sådan, at vi her får præsenteret de eksakte kognitive og følelsesmæssige konsekvenser, som den globale opvarmning har eller vil få for mennesket i en ikke alt for fjern fremtid, gør de nogle skitser af forskellige former for affektiv og kognitiv væren i klimaforandrede verdner synlige.
Afdækningen af disse verdensforhold ved af hjælp filosoffer som Martin Heidegger, Bruno Latour, Michel Serres, Peter Sloterdijk og Hermann Schmitz udgør sammen med en kartografisk afdækning af en række dominerende forestillinger om den globale opvarmning, kernen i afhandlingens fremstilling.