Det værkløse, det uvedgåelige, det kommende fællesskab. I nr. 4 af tidsskriftet Aléa (1983) udkom første udgave af den franske filosof Jean-Luc Nancys artikel "La communauté désœuvrée" (Det værkløse fællesskab), der senere udkom med tilføjelser i bogen af samme navn (1986). Via en analyse af Bataille undersøges fællesskabets muligheder i en verden, hvor samfundet som egentligt fællesskab er fuldstændig opløst – hvor kommunismens håb ikke længere udgør "hvor tids uoverskridelige horisont", som Sartre ellers ville det, men blot et falmet billede af en forrådt idé.

Nancys artikel fik Maurice Blanchot til at fatte pennen, og senere samme år udkom den lille bog, "La communauté inavouable" (Det uvedgåelige fællesskab). Her forstættes refleksionerne, indledt af Nancy, parallelt med analysen af fællesskabsformer i Batailles Acéphales-projekt, begivenhederne i 1968 og endelig Margarite Duras' roman "La maladie de la mort" (Dødens sygdom). Syv år senere kom Agamben så på banen med "La comunità che viene" (Det kommende fællesskab) (1990). Han indleder ingen eksplicit, udførlig dialog med de to foregående fællesskabsbøger, men skriver sig alligevel bevidst ind i debatten, idet han implicit henviser til Nancy's begreb om fællesskabet med/uden forudsætninger, ligesom han i en enkelt sætning tager afstand til det "negative fællesskab", der findes beskrevet hos Blanchot.

Det følgende søger at præsentere debatten mellem disse tre fællesskabsbøger og at demonstrere, hvordan de alle operer med det stedløse fællesskab, utopien, som løsningsmodel.