Jørgen I. Jensens store fortjeneste i hans biografi Carl Nielsen - Danskeren var at henlede opmærksomheden på den betydning, symbolismen havde for Carl Nielsens udvikling især i 1890erne. Det gav en ny vinkel til at kontekstualisere træk hos Nielsen, der ellers blot fremstod som særegne. Vitalismen er derimod en retning, som man ikke har talt meget om i de seneste 60 år, især fordi den indgik i 1930ernes fascistiske kunstæstetik. Men parallelt med J.F. Willumsen kunne man afprøve den tese, at der er træk, som kun dårligt lader sig forklare med arven fra symbolismen, men som giver mening, hvis man anerkender vitalismen som en rød tråd gennem livsværket. Med den store udstilling Livslyst er der i dansk kunsthistorie i 2007 nu sat nyt lys på denne strømning og et essay i kataloget giver det første bidrag til at læse Nielsen ind i denne sammenhæng. Symbolismen var et oprør mod det moderne gennembruds rationalisme, men samtidig et barn af det moderne. Men efter 1900 taber den symbolistiske tolkning i overbevisningskraft. Her finder man en dyrkelse af arabesken med affinitet til Jugendstil, der fungerer som en overgang til en dyrkelse af det græske, af ungdommen og sundheden og af livets kraft, som falder i tråd med vitalismens anskuelser. At forfølge dette kan medvirke til forståelsen af Nielsens musik og æstetik, uden at jeg dermed vil gøre Nielsen til en 100 % vitalist. Han var jo hele sit liv en kunstner, der var seismografisk følsom for nye bevægelser, som han reagerede på uden at give sig fuldt hen til dem. Dette giver også anledning til nogle overvejelser over denne strømnings indflydelse i bredere sammenhæng, hvor jeg vil inddrage Rued Langgaard og Vagn Holmboe i diskussionen.